218 lande logger på e-Boks

22-06-2012

e-Boks brugere i udlandet har onlineadgang til deres e-Boks, lige meget hvor i verden de befinder sig. I det forgangne år loggede danskere i 218 forskellige lande og stater på e-Boks. De stod for i alt 888.000 besøg, eller hvad der svarer til næsten 2.500 besøg om dagen.

e-Boks er en helt igennem dansk opfindelse, der ved sin tilblivelse i 2001 var danskernes første elektroniske postboks. I løbet af 11 år er e-Boks nået op på at levere 185 millioner dokumenter til danskerne om året. I samme periode er e-Boks' udbredelse steget, så der i dag er log in fra danske e-Boks brugere i 218 lande over hele kloden. Det sidste år er i alt 888.000 log-in på e-Boks.dk, eller hvad der svarer til 2.500 besøg om dagen, kommet fra udlandet. Sverige er ikke overraskende topscorer med en godt fjerdedel af alle udenlandske besøg, mens lande som Frankrig og USA også har formået at mase sig ind på topti.

e-Boks brugere i udlandet har onlineadgang til deres e-Boks, lige meget hvor på kloden de befinder sig. Det vil sige, at de altid har deres personlige elektroniske postboks med. De har adgang til alle funktioner og modtager de samme adviseringer, som hvis de var i Danmark. Især for danskere, der rejser meget, er e-Boks nemmere, hurtigere og betydeligt mere sikkert end at få eftersendt papirpost.

"e-Boks gør det virkelig let at tjekke løn, PBS, almindelige bank, pensionssager og ikke mindst sine gamle udskrifter og breve. Derudover har jeg fået tilknyttet min datter på min e-Boks, så jeg har det meste samlet på et sted, hvilket gør at jeg slipper for meget af det normale post fra Danmark," fortæller Per Kristoffersen, der er bosat i Sverige og til daglig arbejder i København.

Med e-Boks' mobile applikation, der blev introduceret i december 2011 har brugerne fået endnu bedre mulighed for at logge på, hvad enten de befinder sig i København eller Afghanistan. Mere end 400.000 danskere har allerede downloadet e-Boks mobil app.

Med over ti års erfaring og knowhow i bagagen er e-Boks klar til at blive eksporteret til andre lande. Første land er Norge. Her kan nordmændene lige som danskerne gratis modtage og opbevare alle de dokumenter, som de tidligere fik med posten. Sverige bliver det næste land, som i løbet af 2012 får e-Boks.

Nyhedsarkiv

Pressekontakt

Susanne Søndahl Wolff

Nordic Communications &
Marketing Director
Telefon: +45 70212400 / +45 23821314
E-mail: marketing@e-boks.dk